Historien

Jeg har været folkeskolelærer i mere end 20 år. Som lærer har jeg altid haft en speciel interesse for didaktik og læremidler. Dette blev min vej ind i forlagsverdenen, da jeg i 1999 blev jeg headhuntet til en opgave som ekstern redaktør på fransksystemet Avant-Garde for Forlag Malling Beck. Efter få måneder blev jeg tilbudt ansættelse som forlagsredaktør på fuld tid. Jeg elskede arbejdet med at udforme læremidler og redigere bøger og fik anerkendelse som en dygtig redaktør.

Fra 2006 har jeg drevet mit eget firma. I perioden 2006-2009 var min største kunde Gyldendal Uddannelse, for hvem jeg redigerede og udviklede Allez hop !, et svensk fransksystem, der skulle tilpasses til det danske marked ! Sideløbende medvirkede jeg til at udvikle flere digitale læremidler til engelsk i grundskolen for GU.

En anden stor kunde i denne periode var Lindhardt og Ringhof Fakta. Opgaverne bestod først i korrektur og sprogvask, senere også i oversættelse og ekstern redaktion, primært inden for kogebøger og sundhed.

Siden 2010 har jeg haft en tæt tilknytning til Lindhardt & Ringhof-forlaget Alinea. Her har jeg bl.a. haft den redaktionelle opgave at gennemskrive en lang række artikler fra Aschehougs onlineleksikon med det formål at gøre dem tilgængelige for de ældste elever i grundskolen. Endvidere har jeg udformet flere undervisningsmidler til engelsk og fransk for fremmedsprogsredaktionen. Dette samarbejde førte i 2014 til en ansættelse som redaktør i et barselsvikariat. Her har jeg arbejdet med både analoge og digitale læremidler, herunder superreaders.dk, Easy Readers og Bingo ! til fransk i 5.-6. klasse.

Jeg har siden 2011 og frem til vikariatet fungeret som fast ekstern redaktør for Dansk Psykologisk Forlag og har her fulgt manuskripter til mere end 10 udgivelser inden for det pædagogiske område fra antagelsen af manus frem til tryk. Også Politikens Forlag og Hans Reitzels Forlag hører til mine kunder. De benytter sig især af mine kompetencer inden for korrekturlæsning.

1. november 2014 slutter vikariatet på Alinea, og jeg og Text House er klar til nye udfordringer fra gamle og nye kunder.